Ofte stillede spørgsmål
Danske Stenhuggerier har fokus på miljø og genanvendelse
Minimering af ressourceforbruget er et vigtigt fokuspunkt for Danske Stenhuggerier, og derfor har vores produktioner i både Nørre Snede og Give i mange år været indrettet med henblik på at trække færrest mulige ressoucer og dermed skabe mindst mulig belastning for vores fælles miljø.
Alle kontinenter på jordkloden hviler på et grundfjeld af sten. Derfor hører granit i sig selv ikke under kategorien “begrænset ressource”. Som i alle andre produktioner anvender vi dog naturligvis energi i vores produktion.
Når vi arbejder med granit, er vand en væsentlig og vigtig ressource i produktionen. Derfor anvender vi til dagligt mange tusinde liter vand - både til polering og til at save og skære i de store, massive granitblokke. Med henblik på at trække så minimalt som muligt på vandressourcerne er der i begge vores produktioner i Nørre Snede og Give etableret genvindingssystemer, så regnvand opsamles, bruges og genbruges i produktionen.
Ved genanvendelse af regnvand, opstår et spildprodukt, som er en blanding af meget finkornet stenmel og vand. Denne blanding transporterer vi til en grusgrav, hvor materialet genanvendes som ”stabilgrus” i vores fælles infrastruktur til vejbelægning. Dokumenterede beregninger og stikprøver viser, at vi bidrager positivt til klimaregnskabet, da vi genanvender op til 90% af vandet i vores produktioner.
I begge vores produktioner efterlever vi interne retningslinjer for arbejdets udførsel. Alle vores kollegaer arbejder naturligvis under gode og trygge forhold, og vi har klare regler omkring minimering af tunge løft, funktionel og optimal udsugning samt brug af personlige værnemidler. Arbejdstilsynets regler og retningslinjer gælder naturligvis i vores produktioner, og dermed modtager vi også løbende tilsyn.
Også vores slutprodukt, gravstenen, genanvendes. Granitten vil derfor med tiden konstant antage en ny funktion. Oprindeligt brydes granitten som bekendt og hugges til en gravsten, der lever mange år som de pårørendes mindesmærke over afdøde på kirkegården. Når gravstedet og dermed gravstenen en skønne dag sløjfes, kan stenen slibes og genanvendes. Og er genanvendelse ikke en del af familiens planer og ønsker for stenen, kan den knuses og genbruges til granitskærver til haver og indkørsler.